Menu

Udnævnelse af Æresmedlemmer 2015

image Fra venstre: Erik Torp, Jette Jensen og Leo Poulsen
Østvendsyssel Avis - Jørgen Ingvardsen
21. november 2015 kl. 09:50

DIF – ÆRESMEDLEMMER

Søndag den 6.december 2015 var der JULETRÆSFEST i Dronninglundhallen, og i den forbindelse ville DIF`s hovedbestyrelse benytte den festlige anledning til at udvide rækken af æresmedlemmer.
Sidste udnævnelse var i forbindelse med DIF`s 75 års jubilæum i 2010.
Flere kandidater har været i spil, men hovedbestyrelsen har besluttet at udnævne:

Leo Poulsen

Erik Torp

Jette Jensen

 

I forbindelse med DIF's 80 års jubilæum blev Leo Poulsen, Jette Jensen og Erik Torp udnævnt til æresmedlemmer af foreningen. Det var et populært valg, for det er alle tre personer, der har ydet en stor indsats i foreningen.
Leo Poulsen har således været aktiv i flere af DIF's afdelinger. I fodbold var han en lang årrække aktiv spiller og ungdomstræner, ligesom han også har været aktiv inden for håndbold og badminton. Han har også medvirket til Dronninglund Cup gennem alle årene, og i øjeblikket er han en uvurderlig hjælp i motionscenteret. Leo Poulsen er tidligere blevet æret som årets DIF'er.

Også Jette Jensen opfylder alle kriterier for at blive et DIF-æresmedlem. Hun har tidligere modtaget kommunens ungdomslederpris, ligesom hun har modtaget Poul Sabroe-pokalen for sin store indsats i håndbold afdelingen.
Hun har stået bag utallige hold og har på mange måder været en ekstra mor for rigtig mange ungdomsspillere.

Fodbold har også mærket hendes engagement, når hun har taget den ene vagt i cafeteriet efter den anden. Hun har heller ikke været bleg for at tage en bestyrelsespost, ligesom hun også er en vigtig del af Dronninglund Cup, og hun betegnes i det hele taget som en glad, venlig og hjælpsom person.

Det tredje æresmedlem er Erik Torp. Han har især sat sine aftryk inden for fodbold og håndbold. Han har således spillet 269 kampe på håndboldafdelingens 1.hold. Han har været formand for håndboldafdelingen, og han har trænet utallige hold i både dame- og herrerækker. I fodboldafdelingen har han gennem mange år været en bærende kraft i ungdomsafdelingen som ungdomskonsulent.
Han har også påtaget sig at samle alle relevante informationer om alle DIF afdelingerne digitalt, hvilket er nødvendigt i disse papirløse tider. I øjeblikket er han pressechef for Dronninglund Fodbold og er på livstid holdleder for fodboldherrernes førstehold.

Tekst lånt fra Østvendsyssel Avis af 24 december 2015 - Journalist Jørgen Ingvardsen

DIF Badminton – Fodbold – Håndbold - Tennis

Luk