Nyhedsbrev fra bestyrelsen
Information til spillere, forældre, trænere, frivillige og andre med interesse i Dronninglund Fodboldklub.
I lighed med andre frivillige foreninger/klubber er din fodboldklub også berørt af den her udfordrende corona-situation.
Klubben har tidligere meldt ud omkring aflysning af træning/kampe, og det gør selvfølgelig ondt, at vi ikke alle kan komme i gang med forårets fodboldsæson. Vi håber det bedste, men følger selvfølgelig de anvisninger, der kommer fra Folketinget og DBU med flere – så følg vores opdateringer på hjemmeside www.diffodbold.dk og vores facebookgruppe "Dronninglund Fodboldklub" og siden "Dronninglund If Fodbold.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at alle trænere, hjælpere og andre frivillige i Dronninglund fodbold står klar, så snart vi igen får lov til at trille med den runde fodbold.
Din klub er økonomisk ramt af manglende kontingentbetalinger for foråret 2020, samt aflysning af arrangementer, hvor vi plejer at tjene penge som f.eks. TopModel Cup og et planlagt sponsorcykelløb.
Der er indtil videre kommet kontingentkroner ind svarende til ca. 20% af sidste års forårskontingenter – Stor tak til dem, der allerede har betalt! Vi vil samtidig gerne opfordre alle jer andre til at bakke op om klubben ved ligeledes at indløse det normale kontingent for foråret.
Bestyrelsen er bevidst om, at vi ikke er de eneste, der er påvirket af situationen. Vi har derfor besluttet at oprette et "covid19-kontingent" for foråret 2020 på 400 kr. Dette kontingent kan benyttes, hvis man ønsker at støtte op om DIF, men ikke med det fulde kontingent. Vi er i bestyrelsen taknemmelige for både stort og småt!
Klubben vil i månederne maj og juni 2020 foretage lodtrækning blandt alle betalende om flere flotte gevinster/præmier, som TAK for jeres støtte.
Vi håber, at du og din familie/venner har det godt i denne her specielle tid, og at vi alle snart mødes igen på de grønne baner på vores stadion i Dronninglund.
På forhånd TAK for hjælpen 😊
Bestyrelsen i Dronninglund Fodboldklub